Måske den ølbar i Berlin med det bedste udvalg.
Hvis du er til craft beer og spændende specialøl, så er The Muted Horn et absolut must i Berlin. For mange er det byens bedste ølbar – både på grund af det store udvalg og den hyggelige stemning.
Vi satte os til rette i den stemningsfulde bar i Neukölln og startede med at smage os gennem nogle af de mange fadøl, der løb fra de 22 haner bag disken. Udvalget spænder bredt fra friske IPA’er og syrlige sours til mere klassiske øl som en velbrygget pilsner.
Det, der virkelig imponerede os, var dog barens omfattende flaskekort. Her gemmer de på øl, som man sjældent finder andre steder. Vi prøvede blandt andet noget nær den bedste Barleywine, jeg nogensinde har smagt – fra det canadiske bryggeri Temporal Artisan Ales. Derudover fik jeg en virkelig intens Barrel Aged Imperial Stout fra Messorem, som var et af højdepunkterne på vores aften i byen.
Det særlige ved The Muted Horn er, at man både kan gå på opdagelse i en fantstisk liste med ekstraordinære Craft Beers og samtidig finde noget mere traditionelt, hvis man foretrækker det. Det er et sted, hvor ølnørder kan få opfyldt deres vildeste drømme, men hvor man også sagtens kan tage hen, hvis man “bare” vil have en god pilsner i hyggelige omgivelser.
Personalet er passionerede omkring øl og hjælper gerne med anbefalinger, så man rammer lige den stil, man har lyst til.
Muted Horn
Flughafenstraße 49, Neukölln, Berlin Se på kort
Nærmeste station: Boddinstraße (U8)