En af de mest specielle oplevelser i Berlin er at tage turen ud til Teufelsberg – en kunstig bakke i Grunewald, hvor amerikanerne under Den Kolde Krig havde en stor aflytningsstation. Stedet står i dag forladt, dækket af graffiti og street art, og med en helt særlig atmosfære.
Vi tog S-Bahn’en mod Grunewald og stod af ved stationen af samme navn. Herfra gik vi ind i skoven – en stille kontrast til storbyen, vi lige var kommet fra. Stien snoede sig gennem træerne, og efter 20-25 minutters gang begyndte vi at kunne ane de hvide kupler fra spionsstationen mellem grenene. Allerede her mærkede vi, at vi var på vej mod noget lidt mystisk og hemmelighedsfuldt.
Teufelsberg betyder "Djævlebakken", og navnet passer egentlig meget godt til stedet. Bakken blev skabt efter 2. verdenskrig, hvor man brugte millioner af tons murbrokker fra de sønderbombede bygninger i Berlin til at dække en ufuldendt nazi-militærskole. Oven på ruinerne byggede amerikanerne i 1960’erne en aflytningsstation, hvor de kunne overvåge radiotrafikken i hele Østblokken.
I dag står bygningerne tilbage som et forladt monument over Den Kolde Krig, men samtidig også som et galleri for moderne street art. Næsten hver væg er dækket af farverige graffitimalerier, og man kan bruge lang tid på bare at gå rundt og kigge.
Det helt store højdepunkt er, når man bevæger sig op i de gamle kupler. Der er en lidt uhyggelig stemning, når vinden får stoffet til at slå mod stålskelettet, men det er samtidig fascinerende. Oppe fra taget har man en fantastisk udsigt over hele Berlin – man kan se TV-tårnet, skyline og de grønne områder omkring byen.
Der er adgang til Teufelsberg mod betaling (ca. 10-15 euro), og man kan købe billetter ved indgangen. Det anbefales at tage gode sko på, da man skal gå et stykke gennem skoven, og området oppe på bakken er lidt råt og ujævnt.