Oplevelser i Berlin - Berlin oplevelser
Aktiviteter i Berlin Arkitektur i Berlin Attraktioner i Berlin Street Art i Berlin Mad og drikke i Berlin Museer i Berlin Pladser og Parker i Berlin Shopping i Berlin Godt at vide om Berlin

Berlin Marathon - løbsberetning


Det er lørdag, dagen før løbet. Jeg er på vej til Expo for at hente mit startnr. til Berlin Marathon. Spændingen er begyndt at indfinde sig, jeg glæder mig til løbet i morgen.

Expoen er rigtig stor, 8 haller med alverdens løbeudstyr og her er rigtig mange mennesker. Den første hal man kommer ind i er der hvor man får udleveret sit startnr og her er underligt nok ingen kø. Det tager mig kun 5 min. af få startnr. (33544) og chip. Jeg tager en tur rundt på expoen, men der er virkelig mange mennesker, så det bliver et kort besøg.

Nu har jeg mit nummer og chip. Nu skal resten af dagen nydes i Berlin inden det går løs i morgen.

Startnummer til Berlin Marathon

Marathon Expo - Berlin

Søndag morgen - løbsdag

Dagen starter tidligt, uret er sat til kl. 6, og efter et bad skal der morgenmad indenbords, så kroppen har lidt at arbejde med. Der er rigtig mange løbere allerede ved hotellets morgenmadsbuffet. Der er godt gang i toastbrød, bananer, juice. Man kan tydeligt mærke jeg ikke er den eneste der er spændt på dagen.

Kl. 8 går turen mod startområdet ved Brandenburger Tor. Der hænger en morgendis over byen som sitrer af Marathon. Der er rigtig mange løbere på vej. Vi tager u-bahn til Postdammer Platz og går derfra, vi nærmer os startområdet og runder lige opløbsstrækningen gennem Brandenburger Tor, det bliver fedt at komme i gang.

Ved indgangen til startområdet tager jeg afsked med min kæreste, som ikke må gå med ind men som vil heppe på ruten. Nu er det snart tid.

Jeg har sat mit mål til ca. 4 timer og skal placere mig i Blok G. Her er virkelig mange løbere. Men okay 40.000 løbere fylder selvfølgelig en del. Jeg finder Blok G, nu er der godt en halv time til starten går.

Startfelt til Berlin Maraton

Løbet

Løberne bliver sendt afsted lidt ad gangen og kl. 9.35 bliver min startblok sendt afsted.

Starten er gået og vi kommer stille og roligt i gang. Det er lidt svært at finde sin egen rytme da der rigtig mange mennesker der løber i meget forskelligt pace. Stemningen er til gengæld i top. Løberne smiler, det er jo tidlige på løbet :-) Og der er en del tilskuere selv om vejret ikke er det bedste. På ruten møder jeg mange danske løbere, hvilket også har genereret mange danske tilskuere.

Jeg er iført en rød Danmark-løbebluse. Jeg tænkte den kunne give lidt ekstra opbakning fra danske tilskuere, og det skal jeg da lige love for den gør. Et par børn råber ”Kom så Danmark”, de får en high-five og jeg løber videre med et smil på læben. Også blandt de danske løbere er opbakning og anerkendelse.

Ved 8 km. møder jeg min kæreste første gang, hun står og hepper, dejligt med opbakning. Omkring 15 km. begynder det at løsne godt op i feltet. Jeg kan nu bedre løbe frit i mit eget tempo. Der kommer flere og flere tilskuere på gaden efterhånden som dagen skrider frem. Der er rigtig mange bands og trommespillere, løbere der er klædt ud. Jeg ser bl.a. et 4 personers ormekostume – sært. Alt med til at give løbet en fantastisk ramme.

Peter Daniel Olsen - Berlin Marathon

Maraton i Berlin 2017


Ved 19 km. møder jeg min kæreste igen. Jeg er rigtig godt løbende, har stort overskud og bliver igen rigtig glad for at se hende. Vi krammer og aftaler at ses igen ved 40 km. Der er rigtig mange drikkeposter og jo tættere på mål, jo flere poster. Jeg drikker en smule vand ved de fleste poster. Mange af posterne har også frugt, men det er ikke lige mig at spise under løbet. Jeg kommer forbi en brandbil der holder og sprøjter vand ud som jeg løber igennem. Efter 33 km. nærmer vi os Kurfürstendamm og løber går ind i den afsluttende del. Ved 35 km. løber jeg forbi to danskere, mor og datter tror jeg. De er nede at gå, jeg sætter farten ned da jeg løber forbi og giver dem en kærlig peptalk. Der er ved at være udsolgt tror jeg, men de kommer op og løbe lidt igen. Jeg selv er faktisk stadig ret godt kørende, mit tempo er en anelse under mit mål, måske derfor eg stadig har gode ben.

Ved 40 km er trætheden ved at melde sin ankomst. Mit blik søger i tilskuerne og dér… der står min kæreste pludselig og stråler. Så dejligt at se hende, jeg stopper op, får et kys og sætter i løb mod de sidste to kilometer. Og så, kommer rundt om hjørnet og ind på Unter den Linden, løbsspeakeren i højtalerne brøler sammen med musik ud over pladsen. Jeg får kuldegysning da jeg løber gennem Brandenburger Tor og tager afslutningen på den blå løber til mål.

Berlin Maraton 2017 - Peter Daniel Olsen

Jeg kommer i mål i tiden 4 timer og 14 minutter, lidt under mit mål. Men hvad, jeg er her ikke for at sætte PR men for at få en fed løbeoplevelse og det er da lige præcis hvad jeg har fået. En super oplevelse, et rigtig godt arrangement og mange dejlige mennesker i fantastiske Berlin.

Tak for denne gang.